Egentlig havde jeg besluttet at se andre af Segovias seværdigheder, inden jeg så akvædukten. Jeg ville ikke risikere, at andre oplevelser skulle blegne i sammenligningen. Men sådan gik det ikke. Da jeg kommer kørende fra togstationen uden for byen, får jeg akvædukten smækket lige op i ansigtet.
Det 28,5 meter høje byggeri med buer af granit i to etager ligger lige, hvor man kører ind til byen, og breder sig til begge sider som et gigantisk gitter af sten. Og det er ikke nogen tilfældighed.