Der kører ingen tog fra Ringsted mod Fyn og Jylland efter en personpåkørsel ved Slagelse.
Det oplyser DSB.
Der kører desuden færre tog fra Ringsted mod København, og på denne strækning vil der også være længere rejsetid.
Politiet er til stede ved Slagelse, hvor de undersøger hændelsen.
DSB forventer, at den normale togdrift tidligst genoptages klokken 18.00.
Det er for tidligt at sige, om der bliver indsat togbusser på strækningen, oplyser DSB.
Bliver man forsinket med mere end 30 minutter på sin rejse, kan man søge om at få refunderet sin billet hos DSB.
Størrelsen på kompensationen afhænger af, hvor meget man bliver forsinket.
DSB opfordrer rejsende til løbende at holde sig opdateret på Rejseplanen.
ritzau