En af byens bedste
»Embla er en af klassikerne i Melbourne nu. De ligger midt i centrum af byen og er ikke til at komme uden om. Deres stil er meget inspireret af middelhavsmad, og de tilbereder meget af det, de laver, på brændefyret komfur og over åben grill. Alt er bare så utrolig delikat. Prøv deres blæksprutte med kikærter eller deres kammuslinger. Du bør også prøve køkkenchefens egen vermouth, den er fantastisk. Vi har den også på hylderne i Simply Grapes«.
Stedet med lokal vin
»Australsk vin er en helt anden verden. Det er det samme håndværk og den samme kvalitet, som vi kender fra Europa, men der er så mange producenter og vingårde, som vi slet ikke kender til. Du kan blandt andet møde australsk vin på Cardwell Cellars, der er en vinbar, hvor du også kan købe snacks og god ost. Deres vine er virkelig gode eksempler på moderne australsk vin, hvor håndværket er i orden. Australsk vin er normalt kendetegnet ved at være varm og juicy, den slags, der har fået rigtig meget sol, men de kan også være tilbageholdende, elegante og med syre. Det kan du opleve hos Cardwell Cellars. De har i øvrigt også en del vine fra Øst- og Centraleuropa – Østrig, Slovenien og Ungarn blandt andet. Det er fremragende, det, de har. De holder til i Richmond lidt uden for centrum i et lidt råt, cool arbejderklassekvarter«.