1 Pragtvilla i københavnerplantage
Egnen omkring Baldersbæk er præget af fladt landbrugsland, og måske derfor virker kontrasten så voldsom, for pludselig står du foran et smukt, hvidt palæ omgivet af et romantisk haveanlæg. Palæet er Villa Baldersbæk, som blev bygget i 1910 af den velhavende københavnske grosserer Holger Petersen og i dag ejes af en fond.
Som besøgende kan du nyde parkanlægget, hvor Holme Å løber igennem, og hvor der findes forskellige skulpturer.