Københavns Politi er fredag til stede i Københavns Lufthavn i forbindelse med nye trusler rettet mod lufttrafikken.
Det oplyser politiet fredag formiddag.
»Vores umiddelbare vurdering er, at der ikke er eller har været fare for passagerer eller andre, der færdes i lufthavnen«, skriver politiet på Politi Update.
»Vi efterforsker nu hændelsen og er synligt til stede i lufthavnen. Vi har for nuværende ikke yderligere, lyder det videre«.
Også torsdag var der trusler mod lufttrafikken - flere steder i Europa - og heriblandt i København.
Her førte en trussel mod to fly til, at politiet og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) torsdag morgen rykkede ud til Københavns Lufthavn.
Ifølge B.T.s oplysninger modtog lufthavnen torsdag morgen en mail med trusler mod specifikke flyafgange.
Flyene blev undersøgt, og der blev ikke fundet noget mistænkeligt, oplyste Københavns Politis presseafdeling torsdag til Ritzau.
Fredag formiddag kan politiet umiddelbart ikke komme de nye trusler nærmere. Politiet kan heller ikke umiddelbart svare på, om fly er blevet undersøgt.
Københavns Lufthavn bekræfter i et skriftligt svar til Ritzau, at politiet fredag er til stede i lufthavnen i forbindelse med trusler mod flytrafikken.
»Politiets umiddelbare vurdering er, at der ikke har været fare for passagerer eller andre, og lufthavnen er i normal drift«, lyder det.
Lufthavnen henviser til Københavns Politi for yderligere oplysninger.
Nyhedsbureauet Reuters har beskrevet torsdagens bombetrusler mod fly på tværs af Europa som usædvanligt omfattende, og torsdag blev næsten 30 fly berørt.
Der er ingen meldinger om, at der er blevet fundet eksplosiver på de pågældende fly.
Fredag er det igen ikke kun i København, at der er rettet trusler mod fly. Ifølge Reuters har der været bombetrusler mod fly i Prag i Tjekkiet.
En talsperson for lufthavnen i Prag fortæller, at fly letter fra lufthavnen efter tjek, og at der ikke er fundet eksplosiver.
ritzau
fortsæt med at læse