1. Hacienda Cristóforo – 40 år gammel Steiner-institution på Tenerife
Mange lokale har aldrig hørt om stedet, men det er her, grækeren Denis, arkitekt og miljøterapeut inklusiv langt bølget hår og vise øjne, tog det første spadestik til sin drøm. Omgivelserne var dengang endnu ubebyggede med golde lysebrune bakker og tørt krat. I dag har han rundet de 80 år, men det kan man ikke se. Han er et omvandrende eksempel for det, hans drømmested repræsenterer: Mennesket i balance med sig selv og sine omgivelser.
Hacienda Cristóforo er som en lille by, og alle huse er forskellige. Det er romantisk på en alternativ måde. Høns og katte går frit rundt. Der er en minipool til afkøling på varme dage, men stranden ligger heldigvis kun et kvarter derfra, hvis det er det, kroppen efterlyser.


























