Frankfurt, Europas finanscentrum, kan noget med tal og regneark.
180 nationaliteter, 332 banker, 50 årlige internationale messer og 11 skyskrabere, hvor den højeste skyder 331 meter op i luften. Men byens image som nålestribet transitby er kun en af Frankfurts mange facetter. Jakkesæt og blanke isser blander sig med turbaner, farvestrålende slør, bundesligahår og afro-garn i Tysklands mest multietniske metropol, hvor mere end en tredjedel ikke har et tysk pas.






























