Trafikken på vejene op til jul kan blive hektisk, og også andre transportformer melder om travlhed i de kommende dage.
Det skyldes til dels, at julen i år er en rigtig ’arbejdsgiverjul’, hvor der kun er færrest muligt antal fridage, og derfor bliver både ud- og hjemrejsetrafikken koncentreret på ganske få dage.
Vejtrafikken kan derfor blive problematisk. Flytrafikken melder ’ingen problemer’, bustrafikken forudser, at der kan opstå forsinkelser på grund af den tætte trafik. DSB ser en stigning i solgte billetter og pladsbilletter i forhold til sidste år. Det glæder DSB sig over, for det gør det nemmere at disponere det korrekt antal togvogne.
Det 4. spor skal fjerne køer på Køge Bugt MotorvejenVejdirektoratet giver et bud på trafikken på vejene.
»Som julen falder i år, vil den med stor sandsynlighed byde på nogle hektiske rejsedage«, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside, hvor der findes en forudsigelse af trafikken på de enkelte dage.
Juletrafik og myldretid
De værste dage på vejene bliver torsdag 22. december og fredag 23. december. Fredag ventes at blive særlig slem fra kl. 14-20, hvor juletrafikken blandes med myldretidstrafik.
Trafikken i disse dage går især fra øst mod vest. Det kan blive mest problematisk ud af København, hen over Fyn og mellem Kolding og Aarhus. På Sjælland hjælper det utvivlsomt rigtig meget på trafikken, at det store vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen er overstået.
Hjemrejsen vil være koncentreret 25. og 26. december. Vejdirektoratet forventer dog, at den vil være mere spredt end udrejsen, og trafikken skulle derfor ikke blive helt så hektisk. Dog kan man forvente tæt trafik hen over Fyn og ind mod København.
Tjek trafikken
Klik på linksene herunder og få relevante oplysninger
Storebæltsbroen
Storebæltsbroen forudser, at den travleste periode bliver fredag 23. december fra kl. 11-18. Her ventes 3.000 biler i timen.
»Vi bemander efter prognoserne og er klar til at hjælpe bilisterne igennem. Den absolut hurtigste og billigste måde at komme igennem anlægget på er ved at bruge sin BroBizz«, siger Palle Nygaard, driftsleder i Storebælts betalingsanlæg, i en pressemeddelelse.
Han har et par ekstra tips: Tjek, at betalingskortet til din BroBizz er gyldigt – ellers åbner bommen ikke. Hvis man hører fire bip fra BroBizzen, når man nærmer sig betalingsanlægget, betyder det, at betalingskortet ikke er gyldigt, eller at BroBizzens batteri er ved at være dødt. I så fald skal man køre til de manuelle betalingsbaner.
Tog
Hos DSB kommer alt disponibelt materiel på skinnerne. På de travleste dage op til jul er 100 af DSB's kontoransatte ude på stationerne, hvor de hjælper med at vise de rejsende vej til deres pladser og måske give en hånd med, når alle gavepakkerne skal hives op i toget.
Tony Bispeskov, informationschef i DSB, har et godt billede af den kommende travlhed:
»Årets største rejsedag bliver på fredag 23. december, og vi kan se, at salget af pladsbilletter ligger 14 procent over sidste år. Når folk på den måde fortæller, hvor og hvornår de vil rejse, kan vi bedre planlægge juletrafikken. Det bliver hektisk, men når vi kender folks bestillinger, kan vi tilpasse udbud og efterspørgsel. 22. december bliver også travl«, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.
På enkelte lyntogsafgange kan det nu være svært at få pladsbilletter til en hel familie.
»Alt det materiel, vi har, sætter vi ud på skinnerne, og vi regner med, at det er tilstrækkeligt«, siger Tony Bispeskov.
Hvis man kommer i sidste øjeblik til en afgang uden pladsbillet, kan man blive nødt til at stå op, lyder det fra Tony Bispeskov. Han ser ikke helt det samme pres på hjemrejsen. Der bliver mest travlt 25. og 25. december.
Noget, der kan spænde ben for bil- bus og togtrafikken, er en gedigen gang sne. Det er der overhovedet ikke udsigt til i år. DMI varsler omkring 5 graders varme i dagtimerne i hele landet i alle juledagene. Der kan falde nedbør, men det kan ikke genere vejtrafikken i nævneværdigt omfang.
Bus
Abildskou forventer at fragte mellem 30.000 og 40.000 danskere på juleferie i år. Suverænt mest travl bliver 23. december, hvor selskabet har cirka 80 busser på vejene og udsolgte afgange. Især om formiddagen er der tryk på, og selskabet sender to-tre busser af sted hver halve time, oplyser direktør Jess Abildskou.
Man bør påregne ekstra køretid på grund af det ventede pres på vejene.
Rødbillet.dk forventer at fragte 73.000 danskere hen over jul og nytår. Også her bliver presset størst 22. og 23. december, men da selskabet har pladsgaranti, lover direktør Thomas Hintze, at man kan få en plads.
»Det kan være, at der er udsolgt på en specifik afgang, men så kan man rejse en time før eller efter. Alle kan komme hjem til jul«, siger Thomas Hintze, der også spår, at de rejsende kommer frem til tiden.
Fly
Københavns Lufthavn mærker mest til juletrafikken fredag, hvor 80.000 passagerer flyver til og fra lufthavnen. Det er dog ikke på højde med de største rejsedage, for eksempel op til sommerferien eller uge 42. I 'SAS'-terminalen - terminal 3 - er der mest pres på lillejuleaften om morgenen fra klokken 5.30 og to timer frem, mens der vil være mest travlt i terminal 2 om eftermiddagen. Det oplyser passagerchef Thomas Hoff Andersson, som anbefaler, at flypassagerer kommer til lufthavnen den tid før afgangen, som flyselskabet anbefaler. Lufthavnen forventer, at perioden mellem jul og nytår bliver stille, og dermed bør der ikke være problemer i vente for dem, der skal retur fra juleferie.
Billund Lufthavn oplyser, at den har mest pres på 23. december i tidsrummet 6 til 8 om morgenen, hvor der ventes 1.000 passagerer i timen. Det er dog ikke travlt sammenlignet med sommerens store rejsedage, og passagerer skal blot tjekke ind i lufthavnen, som de ellers ville. Som i de to andre lufthavne er 23. december også travlest for Aalborg Lufthavn. Flyene forventes at være fulde, og at travlheden strækker sig over hele dagen.
fortsæt med at læse




























