Natten er kold i ørkenen, og da vi forlader rødehavskysten i mørket, ser vores gruppe af rejsende træt og forfrossen ud. Vi er godt ti, nogle pilgrimme, nogle backpackere, nogle badegæster med oplevelseshatten på. Vi forlader det lille dykkermekka Dahab i mørket, så vi kan nå til toppen af Sinaibjerget i Egypten til solopgangen, og kører to timer, før vi tager fat på vandringen.
Da vi står ud af bilen, mødes vi af en håndfuld lige så forfrosne beduiner, pakket ind i uldne tørklæder over deres kridhvide galabiyyaer. De sælger sød salviete, hjemmedyrket tobak, chokolade og huer.





























