Folk står som sild i en tønde helt ud til brostenene, så nu og da må kontrollanterne formane tilskuerne til at træde et skridt tilbage. Et par ældre herrer i cykeloutfit uddeler flag med navnene på deres egne favoritter. En varebil står parkeret på marken lige bagved, og øredøvende popmusik strømmer ud af bilens påmonterede højttalere.
Solen har taget fat denne første søndag i april 2016, og den tætte kropskontakt får sveden frem. Andre har valgt at slå sig ned på en mere behagelig måde i græsset lidt væk og nyder medbragt mad og drikke. Mest i form af øl. Alt dette pågår, endnu før anledningen til, at de mange mennesker er samlet her, viser sig, nemlig førerfeltet i Tour de Flanders. Lige nu varmes der bare op til, at de seje ryttere indleder den umenneskelige opstigning på Koppenberg, med sin mere end 20 graders stigning, i nærheden af Oudenaarde.




























