For nylig luftede det ansete magasin Economist tanken om at gøre Manchester, Englands syvende største by, til Storbritanniens hovedstad i stedet for London. Og for et par år siden beskrev Rough Guide byen som briternes ’nye kulturelle hovedstad’.
Ovenstående siger meget om Manchesters udvikling i de sidste par årtier. Fra at være en lidt hensygnende arbejderby med tømmermænd efter storhedstidens industriboom har ’Nordenglands hovedstad’ genopfundet sig selv. Man kan fortabe sig i historien om 1800-tallets klassiske ’Cottonopolis’, da byen var hovedsæde for bomuldsindustrien, men i næsten samme åndedrag opleve arkitektur, der viser vej ind i fremtiden. Og nutidens Manchester byder på både fest, fodbold, kultur og den største koncentration af sydasiatiske spisesteder uden for det indiske subkontinent.



























