Det begynder at blive kritisk, hvis man vil gøre sig forhåbning om at booke hotel et sted i nærheden af den solformørkelse, der kan ses i en bane over USA 21. august. Mange steder melder hotellerne udsolgt, og hvis man er i stand til at opspore et ledigt værelse, kommer man til at betale fire-fem gange så meget som normalt.
Solformørkelsen starter i staten Oregon i det vestlige USA, så det er her, man skal være, hvis det er vigtigt at være en af de første, der oplever, at solen går i sort. En søgning efter hotelværelser i Salem, Oregon i dagene 20.-22. august på hotels.com og booking.com gav meldingen, at alt er udsolgt. I weekenden før er der snesevis af ledige hotelværelser i Salem.




























