En smule dansk blæsevejr vil ikke rokke synderligt ved det franske krydstogtskib ’Le Boréal’, der denne sommer var på et hurtigt besøg i Københavns havn. Det er nemlig bygget, så det kan sejle i de skrappe farvande ved Grønland og Antarktis.
’Le Boréal’ er kun en dværg i sammenligning med de største krydstogtskibe. Det tager højst 264 passagerer, hvor flere af de helt store skibe kan rumme 3.000 passagerer. Det franske rederi Ponant har et nyt – og mindre – skib på vej, der kun skal medtage 180 passagerer.




























