Nederst i dalen ligger en skybanke og hviler som et vægtløst tæppe over den snoede flod, men når man hæver blikket, troner en grøn, lodret mastodont over skyerne. Endnu et skylag dominerer længere oppe, og herfra rejser sig endnu et massiv. Lag på lag trænger naturen sig på her i en af verdens mest imponerende, men ikke så kendte kløfter, Taroko Gorge.
Kløften ligger i den østlige del af det centrale Taiwan, i en af østatens ni nationalparker, Taroko. Er Taroko-kløften – ligesom Taiwan generelt – kendt af relativt få uden for Østasien, er den til gengæld skattet af gæster fra regionen. Flere end tre millioner kommer her hvert år, og kløften er da også den mest populære attraktion i Taiwan, når man ser bort fra hovedstaden Taipei.




























