Lavprisselskabet Ryanair og britiske piloter har underskrevet et udkast til en frivillig fagforeningsaftale. Det er den første for selskabet nogensinde.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Givet Ryanairs tidligere fjendtlige holdning til fagforeninger er dagens aftale en historisk en af slagsen«, siger generalsekretær i Britisk Airline Pilots' Association, Balpa, Brian Strutton i en meddelelse.
Under aftalen anerkender Ryanair Balpa som fagforening for selskabets 600 piloter ansat med base i Storbritannien.
Fagforeningen opfordrer i samme ombæring Ryanair til at lave aftaler med fagforeninger i andre lande også.
Ryanair har også varslet kontakt med danske fagforeninger, men der er ikke meddelt noget konkret i denne sag endnu.
Hvis Ryanair kan få en dansk overenskomst, vil selskabet være i stand til at etablere en base i Københavns Lufthavn. Dermed vil Ryanair få bedre mulighed for at tilbyde tidlige morgenafgange, som er noget, ikke mindst forretningsfolk efterspørger.
Kontakten til fagforeningerne kommer efter Ryanairs topchef, Michael O'Leary, 15. december sidste år proklamerede, at selskabet, der ellers er allergisk over for ordet 'fagforening', nu ser ud til at være klar til at anerkende en fagforening som forhandlingspartner.
Efterfølgende har topchefen overfor nyhedsbureauet Reuters tilkendegivet, at anerkendelsen af fagforeninger giver vækstmuligheder i Frankrig og Skandinavien.
ritzau
fortsæt med at læse




























