Da der blev udsat fem unge, svenske elge i Lille Vildmose i Østhimmerland i 2016 og yderligere fem sidste år, forventede naturvejlederne i Vildmosen ikke elgkalve de første år, fordi der ikke var en voksen elgtyr blandt flokken. Men de unge teenagetyre har benyttet lejligheden til lidt sex.
»Normalt er det en gammel elgtyr, som bedækker køerne, men de unge tyre har fået muligheden i Vildmosen og benyttet sig af den. Sidste år fødtes to kalve, og der er allerede født en i år. Det er første gang i 5.000 år, at der er født vilde elge i Danmark«, fortæller naturvejleder Jakob Konnerup fra Lille Vildmosecentret.




























