Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Forbrugerråd om ny EU-dom: En god dag for flypassagerer

Selv om en forsinkelse foregår i et ikke EU-land, kan passagererne alligevel have krav på kompensation, fastslår ny EU-dom. Jens Dresling/POLFOTO
Selv om en forsinkelse foregår i et ikke EU-land, kan passagererne alligevel have krav på kompensation, fastslår ny EU-dom. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

»I dag er en god dag at være flypassager«.

Det siger Vibeke Myrtue Jensen. Hun er miljø- og transportpolitisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Udmeldingen kommer, efter at EU-Domstolen torsdag har givet en tysk kvinde medhold i, at hun kan få kompensation for en over fire timer lang forsinkelse på et indenrigsfly i Marokko.

Det havde flyselskabet Royal Air Maroc ellers i første omgang afvist med henvisning til, at EU-reglerne for kompensation på flyrejser ikke omhandler rejser, der udelukkende foregår udenfor EU.

Men fordi kvindens forsinkede fly fra én by i Marokko til en anden var en del af en flybillet, der startede i den tyske hovedstad, Berlin, skal rejsen betegnes som én samlet flybillet med afsæt indenfor EU's grænser, siger EU-Domstolen.

»Dommen kan være med til at danne praksis på et område, der i forvejen er en smule uklart, siger Vibeke Myrtue Jensen.

Hun opfordrer danskere, der ender i lignende situationer, til at klage til myndighederne i det EU-land, man rejser fra. I Danmark er det Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der behandler den slags klager.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her