De andre gange jeg har fløjet fra New Zealand til Danmark, har det enten været med Emirates eller det billigere alternativ China Southern Airlines. Denne gang er valget så faldet på Qatar Airways. Lidt for at prøve verdens længste ruteflyvetur fra Auckland til Doha med 17 timer og 40 minutter i luften, men lige så meget, fordi turen er både billigere og hurtigere, end hvad den koster hos flere af de andre flyselskaber.
Normalt tager turen fra New Zealand til Danmark 28-48 timer og koster alt mellem 6.000 og 12.000 kroner. Med Doha-ruten, som blev lanceret i 2017, barberer Qatar Airways et eller to stopovers af turen og får dig til New Zealand på et døgn til omkring 8.000 kroner. Det er den hurtigste måde at rejse til New Zealand på, hvis du altså kan udholde 18 timer i et flysæde.




























