’Hader’ er måske for stærkt et ord. Men jeg har altså aldrig været fan af brunch. Man er næsten lige stået op efter at have ligget vandret og stille i syv timer i streg, og så sætter man sig til et veldækket bord og sidder helt stille i to til tre timer. Mens man sluger den ene amerikanske pandekage med honning efter den anden, så man får susen for ørerne og drikker så meget kaffe, at benene spjætter.

Og har man valgt en brunch med tillægsnavnet ’australsk’, drikker man champagne alt for tidligt på dagen og forlader cafeen i den samme sindstilstand, som når man har fået fri fra en barnedåb eller konfirmation. Med en følelse af sukkerchok og for tidlige tømmermænd.