»Constantia er en af de mest velhavende og prestigefyldte forstæder i Cape Town. Her bor og har boet mange berømtheder som prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, og forfatteren Wilbur Smith. I Constantia er hestestaldene ofte større og mere luksuøse end de fattiges boliger i vores townships«.
I samme øjeblik båndoptagelsen på City Sigtseeings røde Hop On Hop Off-bus i den sydafrikanske storby Cape Town omtaler de riges hestestalde i Constantia, passerer bussen en ung pige til hest i vejkanten. Vi passagerer er lige ved at tro, at det er planlagt.




























