En spadseretur gennem bymidten af Leeds er en af Englands mere intense shoppingoplevelser. Faktisk siges det, at man kan gå hele vejen gennem centrum med dets flere end 1.000 butikker af meget forskellig størrelse uden at bevæge sig udendørs, så mange arkader, indkøbscentre og markeder er der. Udtrykket Knightsbridge of the North bliver ofte brugt om shoppingudbuddet i Leeds med henvisning til den mondæne London-bydel, men sandheden er, at variationen af butikker og varer er langt større i byen i det vestlige Yorkshire end i det rigtige Knightsbridge.
Leeds voksede sig stor under den industrielle revolution, hvor den blev kendt som byen, der fremstillede alt. Da briterne i 1900-tallet holdt op med det, måtte Leeds genopfinde sig selv, og i de seneste årtier er den blevet det vigtigste britiske finanscentrum uden for London. Samtidig er den blevet byen, hvor man ikke fremstiller, men sælger alt til de 29 millioner turister, der besøgte byen i rekordåret 2017 og de knap 800.000 indbyggere.




























