Ventetiden trækker ud, for fårene kan ikke beslutte sig for, om de vil gå den ene eller anden vej. Som et kompromis har de så valgt at forblive på den varme asfalt, og her har de det tilsyneladende meget godt. Det har vi også inde i bilen, men da vejen ikke er bredere end 3 meter, er der ingen vej udenom – bogstaveligt talt. Hen ved en halv time går der, før der sket et opbrud i fåreklokken, så vi atter kan trille videre ad den kønne bugtede vej.
Overalt er farven saftigt grøn; et resultat af en ødsel nedbør, som da også har velsignet os flere gange i løbet af dagen i form af forbigående byger. Vi befinder os i Yorkshire Dales Nationalpark i det nordlige England.
Parken ligger overvejende i den nordvestlige ende af grevskabet Yorkshire, mens en mindre del hører til Cumbria-grevskabet mod vest. Parken blev etableret i 1954, har et areal som Lolland-Falsters og er dermed blandt engelske nationalparker i størrelse kun overgået af den nærliggende Lake District.
I Yorkshire Dales Nationalpark er der dømt engelsk idyl – både når det gælder det landskabelige og det urbane. I nord er der mest øde, og her virker de høje fjelde og dybe dale mest dramatiske, ofte med store hedeområder, mens parken i syd fremstår blidere, mere skovklædt og lavere i højden.
