Sommerhalvåret bød på store udfordringer for lavprisselskabet Ryanair. Strejker har tvunget selskabet til at aflyse tusindvis af flyvninger og samtidigt er der pres på priserne.
Det viser regnskabet for Ryanair, der er offentliggjort mandag morgen.
»Den gennemsnitlige billetpris faldt tre procent på grund af overskudskapacitet i Europa, en tidligere påske, gentagne strejker og mangel på bemanding, der gav gentagne aflysninger af dyre weekendflyvninger«, skriver Ryanair i regnskabet og fortsætter:
»Højere brændstofpriser, personaleomkostninger og omkostninger til EU261 (EU-regler om kompensation, red.) har opvejet vækst i alternativ indtjening«.
Det er dog ikke sådan, at Ryanair er bragt til tiggerstaven. Omsætningen steg med otte procent til 4,79 milliarder euro - 35,7 milliarder kroner - i halvåret, der sluttede med september.
Overskuddet faldt dog med syv procent til 1,20 milliarder euro - 9,0 milliarder kroner. Det er dog reelt lavere, da det er uden tab i luftfartsselskabet Laudamotion på 45 millioner euro. Ryanair ejer 75 procent af Laudamotion, der giver underskud.
At omsætningen og overskuddet ikke er værre ramt af strejker, hænger i høj grad sammen med, at Ryanair har kunnet hive mere ind på ting, der ikke er selve flybilletten. Det er blandt andet ting som hurtig boarding og sædereservering.
ritzau
fortsæt med at læse


























