1. Knudeklinten
»Ude i Limfjorden ligger øen Fur, som er kendt for sine geologiske forhold og særpræget molerlandskab. Ved Knudeklinten findes de mest imponerende molerklinter på øens nordvestlige side. Moler er en bestemt bjergart, som her indeholder omkring 200 vulkanske askelag adskilt af fossiler, alger og ler. Der er et fint stisystem ud til Knudeklinten samt udsigtspunkt ved graven, skrænterne og Limfjorden«.
2. Randbøl Hede
»Er man heldig at opleve Randbøl Hede i gylden solnedgang, er det Danmarks svar på en afrikansk savanne. Som en af Danmarks største heder er der rig mulighed for en lang gåtur i barsk natur. Midt på den flade hede tårner den 17 meter høje klit Stoltenbjerg sig op, hvor man kan nyde panoramaudsigten fra toppen. Ønsker man at være der i flere dage, er der shelters, bålplads og udendørskøkken ved oplevelsescenteret Naturrum Kirstinelyst. Man kan booke shelterne online via Naturstyrelsen, og der er adgang til brænde, vand samt adgang til toiletter«.



























