Foran Louis Vuitton-butikken i det eksklusive stormagasin Galeries Lafayette på Boulevard Haussmann i Paris’ 9. arrondissement står der normalt en lang kø af kinesiske turister. Forleden ventede kun 10 asiater, hvoraf kun et par stykker talte mandarin, på at komme ind i butikken.
Samme melding kommer fra stormagasinet Harrods i London. Også i den engelske hovedstad er der langt færre kinesere end normalt, og man behøver ikke stå i kø hverken i tøj- eller smykkeafdelingen, hvis man har lyst til at hive et bundt pundsedler op af pungen.




























