Danskere opfordres til at være ekstra forsigtige i Frankrig, Spanien, Tyskland og Østrig

Der er også gode nyheder på corona-fronten. Den første dansker, der blev ramt af smitten er nu raskmeldt.  Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Der er også gode nyheder på corona-fronten. Den første dansker, der blev ramt af smitten er nu raskmeldt. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Udenrigsministeriet har foretaget ændringer i rejsevejledningerne til flere europæiske lande på grund af coronavirus.

Der er tale om rejsevejledninger til Frankrig, Spanien, Tyskland og Østrig, hvor Udenrigsministeriet nu opfordrer til at være 'ekstra forsigtige'. Det skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Ændringerne sker på grund af coronavirus, som har ophav i Kina, men som fortsat spreder sig i Europa.

»Vi opfordrer alle danskere til at være ekstra forsigtige som følge af en stigning i antallet af smittede med coronavirus og lokale myndigheders tiltag for at forebygge smittespredning«, skriver Udenrigsministeriet om de forskellige lande.

Torsdag blev der bekræftet fem nye smittetilfælde i Danmark. I alt er 20 personer i Danmark bekræftet smittet indtil videre. Torsdag aften blev en af de smittede personer meldt rask.

Flere af smittetilfældene i Danmark har været på rejse i Italien, som er det land i Europa, hvor coronavirusset på nuværende tidspunkt er mest udbredt. Her har virusset kostet 148 mennesker livet.

Allerede mandag frarådede Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til fire regioner i Norditalien.

Frankrig hårdt ramt af virusudbrud

Også Frankrig er ramt af virusudbrud. Her blev der torsdag bekræftet yderligere tre dødsfald som følge af coronavirus. Således er i alt syv døde af coronavirus i Frankrig.

423 er ifølge nyhedsbureauet Reuters bekræftet smittet i landet.

I alt er der i alt seks europæiske lande, hvor personer er døde af coronavirus.

Ud over Italien og Frankrig er der tale om San Marino og Spanien. Og torsdag kunne myndighederne berette om de første dødsfald i Storbritannien og Schweiz.

Desuden stiger antallet af smittede fortsat i Norge og Sverige. I Sverige er der torsdag bekræftet 59 tilfælde af coronasmitte, mens der i Norge er 86 tilfælde.

Yderligere fem personer er smittet med coronavirus i Danmark

Torsdag blev der bekræftet fem nye smittetilfælde i Danmark. I alt er 20 personer nu smittet.

Og i Storbritannien og Schweiz kunne myndighederne torsdag berette om de første dødsfald som følge af coronavirus.

Kan tage hjem til sin familie

Manden, der som den første dansker fik konstateret coronavirus for en uge siden, er nu raskmeldt og kan tage hjem til sin familie.

Det skriver tv2.dk.

»Nu er jeg fri. Jeg er simpelthen rask, så nu kan jeg komme ud«, siger TV2-medarbejder Jakob Tage Ramlyng.

Jakob Tage Ramlyng blev konstateret smittet efter en skiferie i Norditalien og blev kendt i hele Danmark som patient nul.

Det gjorde han, fordi han selv valgte at stå frem og fortælle om sin situation. Dels på Facebook og dels i flere medier.

Efter hjemkomsten fra ferie var han kortvarigt på arbejde, og det resulterede i, at 16 kolleger blev sendt i hjemmekarantæne.

Lægerne vurderer, at Jakob Tage Ramlyng ikke længere kan smitte andre.

»Patienten har været symptomfri i over et døgn. Han er vurderet af en erfaren overlæge i infektionsmedicin, som finder ham rask og ikke længere smittet med Covid19«, siger Peder Fabricius, der er ledende overlæge ved Sjællands Universitetshospital, til tv2.dk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her