Danske borgere bør droppe kommende ture til Italien og San Marino.
Det vurderer Udenrigsministeriet, der fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele Italien og San Marino på grund af coronavirus.
Det oplyser ministeriets borgerservice-kontor på Twitter.
Netop Italien er hårdt ramt af virusset. 9172 personer i landet er registreret smittet, mens 463 har mistet livet.
724 i Italien er erklæret raske efter at have været smittet.
Søndag opfordrede Udenrigsministeriet alle danskere i Norditalien til at skynde sig hjem, fordi særligt de nordlige regioner kæmper mod virusset.
Coronafrygt lukker nu hele Italien nedVirussets greb om landet har fået Italiens premierminister, Giuseppe Conte, til mandag aften at brede en række tiltag ud. Før gjaldt de kun de nordlige regioner, men fra tirsdag er de rullet ud til hele landet.
Det betyder, at alle større forsamlinger bliver forbudt, folk bør kun gå ud for at tage på arbejde og i nødstilfælde, og skoler og universiteter i hele landet holdes lukket frem til 3. april.
Håbet er at inddæmme spredningen af coronavirusset.
Det danske udenrigsministerium har også opdateret rejsevejledningerne til Iran, Østrig og Sydkorea.
Alle rejser til Iran frarådes, mens det for Østrig gælder alle rejser til skisportsområdet Ischgl og alle ikke-nødvendige rejser til delstaten Tyrol.
Ministeriet fraråder desuden alle rejser til byen Daegu og provinsen Gyeongbuk i Sydkorea.
ritzau
fortsæt med at læse


























