Hvis man ankommer til Københavns Lufthavn fra en destination i orange zone, som mandag aften blev kraftigt udvidet, er man henvist til selv at søge information om, hvordan man bør forholde sig.
Det konstaterede Politikens medarbejder Mette Olsen, da hun og hendes mand tirsdag sidst på dagen landede fra Rom.
»Der var et par steder med håndsprit, og der var en dame, der uddelte pjecer med de almindelige råd om at hoste ind i albuen, undgå håndtryk og så videre. Men der var ikke noget om, at man helst skulle undgå at tage tog eller metro, og heller ikke information om karantæne«, fortæller Mette Olsen.
Mens parret ventede på deres bagage, ringede hun til myndighedernes coronahotline.
»Ham, jeg talte med, anbefalede, at vi tog hjem i karantæne. Jeg spurgte, om jeg måtte gå tur, mens jeg er i karantæne, men det må jeg helst ikke, og heller ikke gå ned og bestille en pizza. Hvis man er nødt til at gå på indkøb, foreslog han, at man købte stort ind. Vi tog en taxa hjem, men vi kunne se, at andre fra flyet satte kursen mod metroen og toget«, siger Mette Olsen.
Hun mener, at det ville være smart med noget mere skiltning i lufthavnen, for samtaler i flyet gjorde klart, at i hvert fald nogle ikke var klar over myndighedernes tilskyndelse til at gå i frivillig karantæne, hvis man kommer fra en destination i orange zone.
Orange zone omfatter de dele af Italien og Kina, som ikke er i rød zone, samt den østrigske delstat Tyrol med undtagelse af skisportsstedet Ischgl, der er i rød zone.
I Københavns Lufthavn oplyser pressechef Kenni Leth, at lufthavnen »retter sig 100 procent de anvisninger, vi får fra myndighederne«.
»Vi har sat de plakater op og uddeler de brochurer, vi får fra myndighederne. Men vi går ikke ud og kontakter alle konkret, der kommer fra orange zone. Det er en myndighedsopgave«, siger Kenni Leth.
Når det gælder fly fra rød zone, vil der ikke ankomme fly efter midnat natten til onsdag, da der er indført et forbud.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter