Imamen Abdul Wahid Pedersen vandrer rundt i ankomsthallen i Københavns Lufthavn.
»Jeg er lufthavnen for at hente min kone«.
Flere dages usikkerhed er blevet afløst af trygheden. Konen har været strandet efter, at Marokko i weekenden lukkede sit luftrum for flytrafik i kampen mod spredning af coronavirus.
Udenrigsministeriet har imidlertid fået lov til at sende to særfly til Marrakech for at hente rejsende hjem til Danmark.
»Jeg vil gerne takke Udenrigsministeriet. Det har gjort det virkelig godt. Det betyder meget, at der er sådan en hjælp, når det strammer til«, siger Abdul Wahid Pedersen.
Flyene skulle være landet lidt før klokken 18, men klokken er blevet langt over 21 torsdag aften, da de første passagerer fra det første særfly kommer ind i den mennesketomme ankomsthal, hvor politi og vagter sørger for, at folk ikke står for tæt.
En af de første, som kommer ud, tungt læsset med bagage er 53-årige Emil Schouw.
»Hvis ikke Udenrigsministeriet var kommet ned for at hente os, havde vi siddet fast dernede. Jeg kan kun takke den danske regering. Ambassadøren stod ude i lufthavnen med en sikkerhedsvest med et dannebrog på. Han sikrede sig, at alle kom afsted, selv om han løb en risiko for at blive smittet«, siger Schouw til Politiken.
For tre uger siden rejste Emil Schouw til Marokko fra New York, hvor han bor til daglig.
»Jeg kan ikke komme tilbage til New York lige foreløbig. Jeg skulle ellers have været til New York i forgårs, men alle fly er aflyst, så nu må jeg tage op i mit sommerhus i Thy, og isolerer mig i frivillig karantæne«, siger Emil Schouw med henvisning til, at USA har lukket for indrejse fra Europa.
Jeg tror, at situationen går helt amok dernede. De går jo og kindkysser hele tiden
Han er glad for at være ude af Marokko.
»Jeg tror, at situationen går helt amok dernede. De går jo og kindkysser hele tiden. Samtidig siger de, at der er kun 56 tilfælde af corona i landet. De må være, fordi folk ikke bliver undersøgt«, siger Emil Schouw, der ligesom alle andre måtte betale 3.000 kroner for billetten til særflyet.
Der var ifølge Schow omkring 50 passagerer med flyet, hvor de blev sat med god plads mellem sig.
»Der var medics fra hæren om bord, som gik rundt og forklarede os, hvad der foregik herhjemme, og at vi skulle gå i frivillig karantæne i 14 dage efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen«, siger Emil Schouw, der har løst en konsulentopgave for kokken Claus Meyer om åbning af kokkeskoler i Marokko.
Inden Emil Schouw forlader os for at leje en bil og køre mod Thy, fortæller han, at det er ikke første gang, han er i Marokko.
»Sidste år blev jeg nummer to i 'Masterchef'-konkurrencen i Marokko«, fortæller han og smutter af sted med sine kufferter.
Hjælper nabolande
Tidligere på dagen havde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) forklaret om hjemtransporten af danskere fra Marokko.
»Der kommer 130 personer hjem med særflyene – 100 af dem er danske. Resten er fra nordiske og baltiske lande«, sagde han på et pressemøde torsdag eftermiddag, hvor ministeren var i ét lokale, og journalisterne stillede spørgsmål fra et andet lokale via et videolink.
Marokko lukkede i weekenden for alle fly i kampen mod coronavirus, men har siden givet en mulighed for, at lande kunne hente deres borgere hjem.
Der var i weekenden forlydender om, at der var mere end 1.000 danskere i Marokko, men flere har altså selv fundet hjem. Udenrigsministeriet havde oprindeligt regnet med at skulle sende tre fly klar til Marokko, men det blev altså kun nødvendigt med to, oplyste Jeppe Kofod.
Udenrigsministeren understreger, at de to fly var sidste chance for at komme hjem til Danmark fra Marokko »i forudsigelig fremtid«.
Der er også strandede danskere i Filippinerne og Sydamerika, men de skal ikke regne med at blive hentet i særfly.
»Marokko-model er ikke en løsning vi bare kan gentage andre steder i verden« sagde udenrigsministeren Jeppe Kofod på pressemødet torsdag eftermiddag.
Når flyene fra Marokko lander i Danmark, skal passagererne som nævnt i 14 dages karantæne.
»Når man kommer hjem er det naturligt at give knus og kram. Men det er vigtigt at understrege, at I ikke må give velkomstknus og kram til jeres hjemvendte kære. Jeg ved, at det er en hård besked,« sagde Jeppe Kofod.
Der er registreret 102.300 på danskerlisten, hvor af 80.000 er rejsende, mens 22.000 er fastboende i udlandet.
»Det er et fald på cirka 8.000 rejsende siden i går, men jeg vil gerne understrege, at de her tal er belagt med stor usikkerhed. En del af faldet skyldes, at folk er kommet hjem, men en del af faldet skyldes, at folk, der er kommet hjem tidligere, først har afmeldt sig listen nu«, forklarede ministeren.
»Der er stadig en del danskere ude at rejse. De skal se at komme hjem uanset, hvor de befinder sig i verden. Vinduerne for kommercielle flytrafik. Selv om der går fly fra Afrika i øjeblikket, så kan det være, at der om en time eller to dage ikke længere går fly fra Afrika. Man skal se at få organiseret sin hjemrejse«, lød opfordringen fra Jeppe Kofod.
fortsæt med at læse


























