105 danskere, der har været strandet i Filippinerne, er lørdag på vej med kurs mod Danmark med et særfly.
Det oplyser Udenrigsministeriet.
Særflyet har i løbet af natten dansk tid samlet passagerer op i både Cebu og hovedstaden Manila, før det fløj mod København.
Flyet ventes at lande omkring klokken 21.55 lørdag aften.
»Med danskere spredt mange steder i landet, lokale rejserestriktioner, lukkede lufthavne og manglende landingstilladelser har det set rigtig svært ud at få danskere hjem fra Filippinerne«.
»Det må jeg indrømme. Men det er lykkedes at få en stor gruppe hjem, og det er rigtig positivt«, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.
Indtil nu har knap 300 danskere været strandet i Filippinerne. Det oplyste Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, fredag eftermiddag.
Ifølge Udenrigsministeriet har alle danskere i Filippinerne, som har ønsket hjemrejse, fået tilbud om at købe billet til særflyvningen.
Men det er altså ikke lykkedes at få alle hjem på samme tid, siger udenrigsministeren.
Ud over de 105 danskere er også 179 borgere fra andre lande med om bord på flyet. Der er primært tale om statsborgere fra de nordiske lande samt medarbejdere fra de danske myndigheder.
ritzau
fortsæt med at læse




























