Caroline Lemche har allerede haft sine sager pakket i flere dage. Men først søndag kom den endelige besked fra Udenrigsministeriets lokale task force, også kaldet Corona Sydamerika. Hun skal stå klar klokken syv morgen lokal tid for at starte den lange rejse hjem til Aarhus.
Sammen med fire andre danske piger, som har været på rundrejse i Sydamerika med Jysk Rejsebureau, har hun siddet fast på et hostel i den peruvianske by Cusco siden 15. marts, hvor præsident Martín Vizcarra med få timers varsel lukkede for al kommerciel flyvning.




























