Corona mere end halverer antallet af passagerer hos SAS

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ligesom resten af luftfartsbranchen er SAS hårdt ramt af coronavirussen. Det viser sig tydeligt i trafiktallene for marts, da det skandinaviske selskab blot har fløjet med omkring en million passagerer. Det er 60 procent færre passagerer end i samme måned sidste år.

Baggrunden for det store fald i antallet af passagerer er de rejserestriktioner og aflysninger, som udbruddet af coronavirus har medført.

Ifølge Rickard Gustafson, der er administrerende direktør i SAS, kan selskabet for første gang nogensinde ikke tilbyde planer om internationale flyvninger.

»Fra mandag i denne uge opererer vi kun et begrænset indenrigsnetværk i Norge og Sverige. I Norge dækker vi flere destinationer end i Sverige på grund af en aftale med den norske regering«, siger han i en pressemeddelelsen.

Næsten ingen flyvninger i april

Ud over de få indenrigsflyvninger i Norge og Sverige kommer SAS næsten ikke til at foretage flyvninger i april.

»I lyset af det store fald i omsætningen må vi fortsætte med at justere vores omkostninger, i det omfang det nu kan lade sig gøre«, siger Rickard Gustafson.

På grund af situationen har SAS været nødt til midlertidigt at sende 11.000 af sine medarbejdere i Skandinavien hjem. Selskabet har også måttet foretage cirka 120 permanente stillingsnedlæggelser i Sverige.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her