Turister valfarter til Oxford for at følge i fodsporet på inspektør Morse. Turistbusser kører fra New York til Jersey-forstæderne i håb om at møde Tony Soprano og hans mafiavenner. Næste tv-mordstation er lidt tættere på, nemlig i Hvide Sande i Vestjylland.
Til sommer begynder Deluca Film at optage en kærlighedskrimi udviklet for TV 2 i samarbejde med et tysk filmselskab. Tv-serien i otte afsnit foregår ikke alene i Hvide Sande, men kommer også til at hedde ’Hvide Sande’. Manuskriptet er skrevet af forfatterparret bag pseudonymet A.J. Kazinski, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.




























