Frankrig gør klar til ny nedlukning af Paris

Restaurant- og barejere protesterede tirsdag over  de skærpede lukkeregler.  Foto: Geoffroy van der Hasselt/Ritzau Scanpix
Restaurant- og barejere protesterede tirsdag over de skærpede lukkeregler. Foto: Geoffroy van der Hasselt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Frankrig gør klar til endnu en drastisk nedlukning af Paris og de nærmeste forstæder fra mandag efter en kraftig stigning i antallet af smittede med coronavirus.

Hovedstaden lukker, hvis tendensen holder hen over weekenden. Det siger sundhedsminister Olivier Veran på et pressemøde torsdag aften.

Det vil i så fald komme til at omfatte knap syv millioner mennesker.

Ifølge Veran har den franske hovedstad allerede passeret det kritiske punkt.

»Vi behøver få dage til at få bekræftet tendensen. Men hvis det bekræftes, så har vi ikke noget andet valg end at sætte tingene i højeste alarmberedskab fra mandag«.

»Det vil betyde, at folk i Paris og forstæderne vil være nødt til drastisk at begrænse deres sociale omgang med andre. Ikke flere familiesammenkomster, ikke flere aftener i byen, og værtshuse vil blive lukket fuldstændigt«, forklarer han.

»Vi er i en fase, hvor situationen bare bliver værre«.

Det gælder også for hele Frankrig.

De seneste tal for døgnet viser, at der siden onsdag er 13.970 nye smittede mod 12.845 dagen forinden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her