Udenrigsminister Jeppe Kofoed lovede danskerne en ny model for rejsevejledninger inden påske men forlænger nu i stedet rejserestriktionerne og fraråder rejser til hele verden til og med 20. april.

Rejsevejledninger forlænges: Danskere frarådes at rejse uden for landet endnu en måned

Hele verden vil fortsat være rød, hvilket betyder at alle rejser frarådes, frem til 20. april. Grafik Jens Mørch
Hele verden vil fortsat være rød, hvilket betyder at alle rejser frarådes, frem til 20. april. Grafik Jens Mørch
Lyt til artiklen

Heller ikke i løbet af den næste måned skal de danske borgere sætte næsen op efter en udlandsrejse. Udenrigsministeriet har nemlig fredag forlænget rejserestriktionerne til og med 20. april. Dermed frarådes alle rejser til hele verden fortsat.

Det sker, selv om Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ellers i et interview med Politiken lovede danskerne, at der ville komme en genåbningsplan for rejser til udlandet inden 5. april, hvor de nuværende rejsevejledninger var gældende til.

Men i stedet er rejserestriktionerne altså nu blevet forlænget frem til den 20. april, og fra Udenrigsministeriet lyder det nu, at der ventes at komme en udmelding inden 15. april om, hvordan rejserestriktionerne kommer til at se ud fremover.

Udenrigsministeren og justitsministeren vil indkalde partierne bag genåbningsaftalen til politiske drøftelser efter påske.

Digitalt coronapas er centralt

Udrulningen af vacciner og etablering af coronapas ventes at blive et centralt element for genåbningen af rejser for de danske borgere. Det danske digitale coronapas er under udvikling og ventes klar i maj, skriver ministeriet.

Desuden forhandler EU om et fælles certifikat, som også kan muliggøre rejser. Ifølge Udenrigsministeriet presser regeringen på »for, at den fælles EU-løsning bliver klar inden sommer«.

Udenrigsministeriet bemærker også, at smittetallene i EU har været støt stigende de seneste par uger.

»Flere lande rammes lige nu af en tredje bølge af smitte. Danmark står i en bedre situation end det meste af Europa. Det vil regeringen værne om«, skriver Udenrigsministeriet.

Ministeriet kalder begrænsningen af rejseaktivitet for »et væsentligt element i indsatsen for at have kontrol med smittespredningen«.

Forlængelsen af rejserestriktionerne betyder også, at den skærpede grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse fortsætter, ligesom kravet om et anerkendelsesværdigt formål og fremvisning af en negativ test ved grænsen fortsat vil gælde.

Branchen er hårdt ramt

De nuværende rejserestriktioner stod til at udløbe 5. april. De gældende restriktioner blev første gang annonceret 8. januar i år, da risikoniveauet blev hævet til det højeste og dermed farvede hele verden rød for danske borgere.

Forlængelsen af rejserestriktionerne ærgrer branchedirektør i Dansk Industri Transport Michael Svane.

»Rejserestriktionerne gør det enormt vanskeligt for mange brancher at få gang i aktiviteten. Særligt rejse- og turismebranchen er hårdt ramt. Det er vigtigt, at vi hurtigst muligt ser på, hvordan man kan gøre det nemmere at rejse på tværs af grænser på en sikker og forsvarlig måde«, udtaler han i en skriftlig kommentar.

Også erhvervsrejser frarådes, men her gælder der enkelte undtagelser. Man kan fortsat få lov at rejse i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser ind og ud af landet.

ritzau/tik

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her