Fra balkonen virker den svenske skærgård uendelig med en udsigt, der bare bliver ved med at give hav, hav, hav. En saltet duft af smeltet parmesan siver ud gennem den åbne teltdug. På balkonen er der dækket op til middag, og i det lille tekøkken i det beigefarvede telt, der mest af alt ligner et safaritelt fra den afrikanske savanne, simrer risotto.
Jeg er kørt til svenske Ljungskile på Anfasteröd Gårdsvik, der udlejer en række svenske hytter lige ud til skærgården, men nu kan gæster få en mere outdoor-oplevelse i deres store glampingtelte, der huser dobbeltseng, badeværelse og køkken med lille opholdsplads.




























