Turisme og krig er hinandens modsætninger. Når der er åben krig, er kommerciel turisme så godt som umuligt. Ingen tager til Ukraine på ferie lige nu.
Til gengæld er der mange, som mener, at turisme ideelt set kan bidrage til at skabe fred. Ikke sådan at forstå, at grupper af turister midt på slagmarken kan få de krigende parter til at stoppe volden. Men efter at våbnene er forstummet permanent eller midlertidigt, kan turisme ofte på en konkret måde gradvis bidrage til at bearbejde krigsminder og fremme fred.




























