Togrejsen østover i hurtigtoget TGV fra Paris til Dijon tager kun 1 time og 40 minutter, men føles først lang. Toget ruller gennem forvoksede forstæder med et rodsammen af socialt boligbyggeri, skyskrabere og storcentre. Siden er det Île-de-France-regionens uendelige, flade sletter. Jeg nyder dog farten og vinduernes flimren.
Efter en time er vi i la France profonde, det såkaldte dybe Frankrig. Toget duver i svingene gennem det blide bakkelandskab med spredte træer og små landsbyer med kirketårne. Vi drøner parallelt med Seinen, hvis kilde ligger i Bourgogne.




























