Efter den foregående aftens høje decibel i Splits gamle og varme stræder føles det befriende at sidde i Supetars havn og nyde synet af de varmglødede husfacader, den ranke, glatslebne kirke og enkelte fiskerbåde ude i horisonten. Lydbilledet dannes af enkelte skrigende måger og et skvulp i ny og næ fra en båd i havnebassinet.
Selv om det tager højst en time at sejle fra Split til øen Brac med Jadrolinija-færgen, er der en verden til forskel. Vi er i ydersæsonen i begyndelsen af maj, og der skal såmænd nok komme run på øen, der udtales Brasch, når vi kommer ind i juli og august, men ikke nu, og tak for det.




























