Der er optimisme på vej ind til forhandlinger mellem SAS og selskabets piloter på forhandlingernes tredje dag.

Rigsmægler: Parter i SAS-konflikt er tættere på hinanden end før

Mægler i SAS-forhandlinger kalder drøftelserne ’komplicerede’ Foto: Tariq Mikkel Khan
Mægler i SAS-forhandlinger kalder drøftelserne ’komplicerede’ Foto: Tariq Mikkel Khan
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 10.27

Fredag går parterne i SAS-konflikten ind til den tredje dag med forhandlinger, og noget tyder på, at SAS og selskabets piloter er ved at nærme sig hinanden.

Det giver den norske rigsmægler Mats Wilhelm Ruland således udtryk for på vej ind til forhandlingsbordet fredag formiddag. Det skriver VG.

»Parterne står væsentlig tættere, end de nogensinde har gjort i mæglingen«, siger han ifølge den norske avis.

Han vil ikke sætte ord på, om han tror, der kan komme en aftale på plads før weekenden, men han udelukker det heller ikke.

»Vi får at se. Det er flere problemer, der er svære, som skal løses, før der kommer en ny overenskomst«, siger Mats Wilhelm Ruland ifølge nyhedsbureauet NTB.

Han siger også, at han ikke har prøvet før, at en mægling har taget så lang tid som i SAS-konflikten.

Parterne vendte tilbage til forhandlingerne onsdag for første gang, siden omkring 1000 piloter i Danmark, Sverige og Norge begyndte at strejke mandag i sidste uge.

Klokken 01 natten til fredag blev forhandlingerne sat på pause, idet parterne fortsat ikke var nået frem til en aftale.

VG har også fanget den danske formand for pilotforeningen, Henrik Thyregod, på vej ind til forhandlingerne fredag.

Han vil ikke sætte ord på, hvor parterne står. Han siger dog, at piloterne har været ’ekstremt fleksible’ siden november.

»Vi har tilbudt 25 procent rabat til SAS. Det er ’out of this world’ (ud af den anden verden, red.)«, siger Henrik Thyregod ifølge VG.

En del af baggrunden for konflikten er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne.

Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne er nu blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her