Over hele landet er 15 nye naturnationalparker på vej. Og fra i dag 22. september og frem til 9. oktober kan interesserede danskere komme med på naturvandring i alle de nye naturnationalparker for at opleve dem på nærmere hold og blive klogere på, hvad der definerer en naturnationalpark. Det skriver miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.
»Vi er i fuld gang med at skabe en vildere natur i Danmark, som giver plads til meget mere liv for insekter, fugle og en masse andre arter. Det vil jeg gerne invitere alle ud for at opleve. På naturvandringerne kan man stille spørgsmål, som vores dygtige skovridere vil hjælpe med at besvare. Og de bedste svar findes jo ude i vores fælles natur«.




























