En af SAS’ topfolk, danske Simon Pauck Hansen, trækker stikket og forlader selskabet midt i overlevelseskamp.

SAS mister driftsdirektør midt i redningskamp

Simon Pauck Hansen har arbejdet i SAS i hele 26 år, men forlader nu selskabet. Foto: Stine Bidstrup
Simon Pauck Hansen har arbejdet i SAS i hele 26 år, men forlader nu selskabet. Foto: Stine Bidstrup
Lyt til artiklen

Luftfartsselskabet SAS mister en af sine topfolk, oplyser selskabet tirsdag.

Driftsdirektør og medlem af koncernledelsen Simon Pauck Hansen har valgt at forlade sit job.

»Simon Pauck Hansen har ydet betydelige bidrag til SAS gennem sin mangeårige dedikerede tjeneste«, siger SAS-topchef Anko van der Werff i en pressemeddelelse.

»Vi er meget kede af, at han har valgt at forlade SAS, og jeg vil gerne personligt takke Simon for vores tætte samarbejde og hans dedikation til selskabet i min tid som topchef«.

Dermed mister SAS sin driftsdirektør, samtidig med at selskabet er i gang med at udføre en redningsplan, SAS Forward, der skal redde selskabet.

»De sidste tre år har krævet betydelige forandringer for alle i SAS, men jeg er overbevist om, at der nu venter en lysere fremtid forude. Tiden er dog inde til, at jeg overlader tøjlerne«, siger Simon Pauck Hansen i SAS’ meddelelse.

Den afgående danske direktør overdrager posten til Mikael Wångdahl. Det vil ske i løbet af januar.

Nogen vil måske huske Simon Pauck Hansen, der blandt andet stillede op i danske medier under SAS-piloternes strejke i sommer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her