Det var en fejl, da EU-Kommissionen gav grønt lys for den svenske og danske stats støttepakke til luftfartsselskabet SAS. Det har EU-Domstolen ifølge Ritzau afgjort i en kendelse.
SAS var som andre luftfartsselskaber i behov for kapital, da der under coronapandemien blev indført rejserestriktioner i store dele af verden.
Her kom den danske og svenske stat SAS til undsætning med kapitalindskud på 1 milliard euro, eller det der svarer til over 7 milliarder kroner. Indskuddet skete i form af køb af aktier og obligationer fra SAS.
Den manøvre fik i sin tid grønt lys fra EU-Kommissionen.
Det irske luftfartsselskab Ryanair har klaget over EU-Kommissionens godkendelse af statslige støtteordninger til konkurrenterne i luften. Herunder den danske og svenske stats køb af SAS-aktier og -obligationer.
Det er den klage, som Ryanair onsdag har fået medhold i.
Dommen kommer ifølge en aktieanalytiker på et meget uheldigt tidspunkt.
»SAS har ingen realistisk mulighed for at betale 7 milliarder kroner tilbage til den svenske og danske stat nu, så der bliver skabt en enorm usikkerhed om selskabets overlevelse og redningsplan«, siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.
Tynget af milliardgæld
Det retslige nederlag kommer nemlig samtidig med, at det plagede flyselskab er midt i spareplanen SAS Forward, der skal nedbringe omkostningerne i luftfartsselskabet med 5 milliarder kroner om året på blandt andet lønninger og udgifter til fly.
SAS har en gæld på 28 milliarder kroner, og en del af planen går ud på, at 14 milliarder kroner af flyselskabets gæld forvandles til aktier.
SAS har ingen realistisk mulighed for at betale 7 milliarder kroner tilbage til den svenske og danske stat nu
Den svenske, norske og ikke mindst danske stat har allerede tilbudt at konvertere gæld for knap 7 milliarder kroner, hvis SAS i øvrigt kommer igennem med sin spareplan og skaffer andre nye aktionærer. Netop 7 milliarder kroner svarer til det beløb, som det skandinaviske flyselskab ifølge EU-Domstolen har fået i uberettiget coronahjælp.
Afgørelsen kan ifølge det svenske nyhedsbureau TT ankes.
»Det ændrer ikke på, at afgørelsen kan få direkte indflydelse på muligheden for at skaffe nye aktionærer. Der vil i givet fald, mens ankesagen kører, være en risiko for, at SAS skal betale 7 milliarder kroner tilbage. Det vil gøre nye aktionærers investering usikker«, siger Jacob Pedersen.
Fakta
Trafiktal
1,9 millioner passagerer rejste med SAS i april, viser selskabets seneste trafiktal.
Det er en vækst på 22 procent i april, men det samme som i marts, hvor der også rejste 1,9 millioner pasagerer med SAS.
SAS er kommet et godt stykke vej med redningsplanen og har genforhandlet størstedelen af dets leasingaftaler på fly, så det bliver billigere at flyve i fremtiden. Efter en 15 dage lang strejke i sommer er der aftalt en ny overenskomst, hvor 1.000 svenske, norske og danske piloter gik ned i løn. SAS har også fået nye overenskomster med kabinepersonalet.
SAS er ikke egentlig part i sagen, der var anlagt af Ryanair, som er utilfreds med EU-Kommissionens godkendelse af den dansk-svenske coronhjælp til SAS.
Afgørelsen fra EU-Domstolen kommer som nævnt på et tidspunkt, hvor de sidste brikker i redningsplanen skal til at falde på plads.
I en skriftlig kommentar til dommen skriver SAS helt kortfattet:
»SAS indleder nu arbejdet med at analysere dommen samt mulige handlingsalternativer og vender tiltage til disse spørgsmål, når der er besked at give«, skriver pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji fra SAS i Danmark.
I de seneste måneder har SAS udvidet sit rutenet og for eksempel åbnet ruter mellem Aalborg og New York og annonceret en rute mellem København og Bangkok. Onsdag formiddag meddelte SAS, at de fra efteråret vil have Agadir i Marokko som destination fra både København og Stockholm.
»Tilføjelsen af smukke Agadir til vores netværk betyder, at vi vil flyve til Afrika igen for første gang i årtier«, kommenterer netværksdirektør Erik Westman.
SAS er under konkursbeskyttelse i USA, en såkaldt chapter 11-beskyttelse, frem til sommer.
fortsæt med at læse




























