Hvis man går på traditionsrige og mondæne spisesteder uden prisskilte, kan Japan være en dyr fornøjelse. Men når man rejser i landet, opdager man hurtigt, at maden på utallige beværtninger ikke koster alverden. Særligt den larmende og frække millionby Osaka er spækket med sådanne steder. Her forstår man at nyde livet, når den lange arbejdsdag er slut. Siden jeg flyttede til byen, har jeg spist ude tre-fire gange om ugen. Her er de fem mest anbefalelsesværdige steder, som jeg besøger igen og igen.
Japanske småretter under gyngende motortrafikvej
Ikke langt fra en af utallige larmende motortrafikveje, der gynger 30 meter over gadeplan, ligger Sawamura, hvor jeg aldrig har set andre medarbejdere end de to midaldrende mænd, der i væsensforskellig fremtoning skærer sushi, frituresteger grøntsager og skænker skvulpende drikkevarer, alt imens de snakker jovialt med gæsterne. På dette lille spisested er der stort set kun siddepladser i baren, som altid er optaget. Det giver en dagligstueagtig stemning. På Sawamura kommer modne par for at nyde delikate småretter og ryge cigaretter, mens Iggy Pop, Bowie og Kraftwerk udgør baggrundstæppet. Overgangen mellem spisested og bar er flydende, og stemningen er løssluppen efter klokken 20. Den kraftige japanske spiritus shochu blandet op med te, en drik, der går under navnet uron hai, går godt til deres fiskeretter.




























