Hvornår begyndte du at blive bevidst om klimaforandringerne?
»I 2009 var jeg i Kenya med min familie, hvorfra vi fulgte meget med i klimatopmødet i København. Jeg begyndte at blive opmærksom på, hvordan det stod til dernede. Snakkede med de lokale om, hvordan de mærkede klimaforandringerne«.
Du har siden juni 2022 været klimafortaler hos Folkekirkens Nødhjælp – hvorfor?
»Jeg var begyndt at se, at landsholdet var en platform, vi kunne bruge til at komme ud med nogle budskaber – vi havde fået mere opmærksomhed, især fra 2017 (da Danmark kom i finalen ved EM, red.). I 2021 lavede vi en kampagne, hvor vi donerede vores fodboldtrøjer, og indtægterne derfra skulle gå til klimaforandringsprojekter. Siden jeg var 18 år, har jeg støttet Folkekirkens Nødhjælp. Så da de kom og spurgte, om jeg ville være klimafortaler, kunne jeg se en mening med det. Jeg har altid været interesseret i international politik og ville gerne bruge min karriere til at gøre noget godt for andre«.
I pressemeddelelsen stod der, at du skulle bruge din position til at få fodboldverdenen til at tage et større klimaansvar. Hvordan kan du gøre det?
»Dels håber jeg, jeg kan påvirke så mange som muligt. Få folk, der følger mig, til at tænke over hverdagen og leve mere klimavenligt – jeg er ikke influencer, jeg deler ikke veganske opskrifter, men jeg fortæller, at jeg prioriterer klimaet højt. Jeg håber også, jeg kan være med til at skabe nogle strukturelle forandringer i fodboldindustrien. Jeg har spurgt Uefa’s chef for bæredygtighed, om man ikke kunne lave regler for, hvor meget holdene må flyve. Han svarede, at det vil trænerne ikke gå med til, for spillerne har brug for restituering. Derfor må presset komme nedefra, så der laves nogle regler, som er ens for alle. Nogle er nødt til at sige, at vi skal spille fodbold på en anden måde, for planeten kan ikke holde til det«.
Hvilke tiltag har du selv gjort for at minimere dit klimaaftryk?
»Jeg spiser meget vegansk og laver ikke noget med kød herhjemme, når jeg selv står for maden. Jeg køber genbrugstøj og investerer i grønne aktier/bæredygtighed. Jeg har taget toget hjem til Danmark en enkelt gang. Jeg har også afstået fra at tage hjem til Danmark, de par gange jeg har et par dages fri, fordi jeg ikke følte, jeg kunne forsvare det klimamæssigt. Jeg prøver at minimere min flyvning, men jeg kan ikke sige, at jeg undgår at flyve – det er svært i mit job. Men jeg betaler altid klimakompensation for mine flyrejser – det er den næstbedste løsning. Det ville være bedre, hvis jeg slet ikke fløj, men når det ikke er muligt, må jeg betale noget ekstra. Jeg vil gerne være fortaler for, at vi skal betale mere for at flyve. Jeg forstår ikke, der ikke er en højere afgift på flyrejser«.
Hvilken betydning har det for dig i din hverdag som fodboldspiller?
»Sidste år fik jeg en grøn kogebog af mine forældre, og jeg har det sjovt med at eksperimentere med forskellig god mad. Jeg kan godt se, det er nemmere lige at smide en kyllingefilet på panden i stedet for at have sat kikærter i blød natten over, men det har jeg gjort i mange år nu, så for mig er det ikke besværligt. Jeg siger ikke, at alle skal begynde fra i morgen. Tag det i små step. Begynd med en dag om ugen eller med at tage oksekødet væk. Jeg køber stort set ikke nyt tøj. Det er helt befriende ikke at gå op i det, ikke at være fanget af at finde den nyeste mode. Og har man penge til at investere, er det ikke svært at investere i noget bæredygtigt i stedet for at fokusere på et hurtigt afkast«.
Vi kan ikke koble os fra. Vi skal tage ansvar
Hvordan har dine holdkammerater reageret – både på klub- og på landshold?
»Folk spørger mig tit ind til det. De vil gerne have forklaret, hvorfor kød f.eks. er så dårligt for klimaet, og hvad man selv kan gøre for at mindske ens CO2-aftryk – især på landsholdet. Flere kommer hen og siger: »Nu er jeg begyndt på det. Jeg spiser mindre kød, og jeg har det faktisk bedre«. Så jeg tror, jeg har haft en påvirkning. Jeg fik også meget opbakning til den klimakampagne, jeg var med til at lave i sommer. Det er et langt, sejt træk og ikke noget, vi ændrer fra den ene dag til den anden. Men der er mange ting i hverdagen, vi kan justere på, for eksempel behøver vi ikke at stå 10 minutter i badet. Danskerne virker til at være mere klimabevidste end italienerne. Jeg spiller sammen med mange forskellige nationaliteter, og det ligger en del af dem fra andre lande mere fjernt. Det er lidt mystisk, for vi har jo også haft tørke her i Milano, men når folk brokker sig over varmen, og jeg så siger, det er på grund af klimaforandringerne, ved de godt, det er sådan, det hænger sammen«.
Hvorfor føler du, at du skal tage ansvar for den her problematik?
»Grundlæggende skal vi alle tage ansvar, uanset hvilken branche eller industri vi er i. Jeg og andre bør sige noget, gøre noget for at påvirke systemet. Jeg er glad for, at jeg er interesseret i det, og har noget bagage med mig fra min uddannelse (en bachelor i politik og administration fra Aalborg Universitet, red.), som gør, at jeg interesserer mig for politik, specielt internationalt. Jeg føler mig privilegeret over at komme fra Danmark, fra en ressourcestærk familie. Jeg har forudsætningerne til at gå ind i det her. Det kan jeg godt, og det skal jeg«.
Hvis nogle af dem med millioner af følgere engagerede sig, ville det betyde alverden
Hvilken betydning ville det have, hvis endnu mere kendte fodboldspillere benyttede den platform, de har, til at skabe opmærksomhed omkring klimaforandringer?
»Det ville have kæmpe stor betydning. Jeg har 45.000 følgere på Instagram. Hvis nogle af dem med millioner, bare en halv million, engagerede sig, ville det betyde alverden. Vi har brug for dem. Snakken er i gang, men jo flere, der siger, de er bekymrede, og synes, der skal gøres noget – strukturelt i hvert fald – jo større chance er der for, der sker noget. Mange er nok bange for at blive kaldt hyklere: »Du flyver jo selv meget«. Men det punkt skal vi over. Hvis man kun må tale om klimaforandringer, hvis man udleder zero CO2, vil der ikke være nogen – i den vestlige verden i hvert fald – som må tale om det. Det må være o.k. at sige, man er bekymret, bekymret for sine børns fremtid. Støtte, at der bliver lavet nogle grænser for flyrejser. Vi må inspirere hinanden, jo flere vi kan få med, jo flere vi arbejder sammen om det her, jo bedre«.
Synes du, at klubber og forbund tager ansvar for klimaproblematikken?
»Jeg synes ikke, det er helt klart. Ved VM i Qatar sagde Fifa, at de medregnede udledningen fra fanrejser i klimaaftrykket – at de tog ansvar for det. Jeg har også læst, at Uefa generelt vil kompensere for de udledninger, der ikke kan undgås. Men så vidt jeg forstår, mener Uefa ikke det er deres ansvar, hvor meget holdenes og fansenes flyvning udleder. Uefa har allerede udvidet og vil yderligere udvide antallet af turneringer, hold og kampe, men har samtidig et mål om at halvere deres udledning i 2030. Det tror jeg kun, de kan, fordi de kobler flyvningerne fra. Men det duer jo ikke. Vi kan ikke koble os fra. Vi skal tage ansvar. Når forretningsmodellen i høj grad handler om, at der spilles flere kampe, og at fansene skal følge med til kampene, skal man også tage ansvar for den forurening, transporten medfører, både for spillere, stab og fans«.
fortsæt med at læse


























