Da jeg bevæger mig ned ad Broadway i downtown Los Angeles, kan jeg midt i virvaret af biler og fodgængere ikke undgå at lægge mærke til de ikoniske facader på de gamle biografteatre, som jeg med jævne mellemrum passerer.
Biograferne har navne som Arcade Theatre, Orpheum Theatre og Million Dollar Theatre. De fleste af dem fungerer ikke længere som biografer, men de markante beaux-arts- og art deco-bygninger med retroskilte vidner om den gyldne periode, som bydelen oplevede for omkring 100 år siden.