Ifølge VisitDenmark viser sidste års besøgstal, at der er ’stor og bred interesse’ for oplevelser i Danmark.

En gammel kending topper liste over mest besøgte attraktioner i Danmark

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
Lyt til artiklen

De 50 mest besøgte turistattraktioner i Danmark havde sidste år 22,5 millioner besøgende, viser tal fra VisitDenmark.

Tivoli i København var igen langt den mest besøgte attraktion med lidt over fire millioner besøgende.

På andenpladsen finder man Dyrehavsbakken og på tredjepladsen ligger Zoologisk Have i København.

Ifølge Charlotte Rømer Rassing, der er analysechef i VisitDenmark, viser tallene, at ’der er stor og bred interesse for at gå på oplevelse i Danmark’.

»Tallene viser, at mange andre steder i Danmark er et besøg værd, og der er en stigende interesse for størstedelen af de attraktioner, der i år er på vores attraktionsliste«, siger hun i en pressemeddelelse:

»Ser man på årets Top 50, er der en fremgang på 6,2 pct. i forhold til 2022«.

Hun fremhæver samtidig, at det er svært at måle sidste års tal med tidligere år, fordi listen er ændret, så det kun er attraktioner med officielle besøgstal, der er med.

Det betyder, at der er færre attraktioner på listen end tidligere.

»For dem på årets liste har vi dog besøgstal for både 2022 og 2023, så vi kan se, at mange havde flere besøgende i 2023 end i 2022«, siger Charlotte Rømer Rassing:

»Men det er ikke muligt at sammenligne den generelle udvikling i forhold til de tidligere år på grund af det uens datagrundlag«.

Legoland og BonBon-Land er heller ikke med i opgørelsen, fordi ingen af forlystelsesparkerne deler besøgstal.

De ti mest besøgte forlystelsesparker havde sammenlagt lidt under 7,8 millioner besøgende, mens de ti mest besøgte museer havde lidt under 5,2 millioner besøgende.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her