Hvad kom først, hønen eller ægget?
Sådan er det, når man spørger til historien om Smagen af øen – forretningen i Nordby, der er en lige så stor seværdighed som byens klokketårn og fine gadekær.
Da Lars Damgaard i 2008 overtog byens gamle købmandshandel fra 1855, havde turisterne fået interesse for lokale produkter. Det ville han bygge butikken op om, men der var bare fire producenter på øen, der kunne levere. Han måtte importere andre landsdeles lokale kvalitetsvarer.
»Jeg tror, at mange på øen havde tanken om at producere gode lokale varer, men der var ingen bekvem afsætningsmulighed. Nu er der masser af Samsø-varer«, fortæller han.
