»Jeg har fire meter til købmanden, fem meter til kroen, otte meter til et offentligt toilet, 12 meter til lægen og 300-400 meter til kirken, så der kommer jeg sjældent«.
Poul Laursen kaldet Bækkelund har boet på øen Endelave i Kattegat øst for Horsens Fjord i 25 år. Han kører turister rundt og begynder øjeblikkelig at fortælle om ølivet og Udkantsdanmarks lyksaligheder, når de er ankommet til øen.




























