10 alternative oplevelser langs Berlinmuren

Lyt til artiklen

Muren er død. Muren længe leve.

I 20-året for Berlinmurens fald og genforeningen af de to tysklande er der fuld gang i særudstillinger, festlige markeringer og forberedelser til den helt store fest, der ruller gennem Tysklands hovedstad d. 9. november 2009.

Muren, der af DDR’s ledere blev kaldt for ”den antifascistiske beskyttelsesmur”, slyngede sig cirka 43 km mellem Øst- og Vestberlin. Den var 1,2 meter bred, 3,6 meter høj og afskærmede de østtyske borgere fra omverdenen. 244 mennesker mistede livet under flugtforsøg – den seneste i februar 1989, da 20-årige Chris Gueffroy blev skudt af det østtyske grænsepoliti.

Kun få steder er den forhadte mur bevaret, men overalt er der mulighed for at følge koldkrigssporet. Kom med her og få 10 anderledes oplevelser langs den nu usynlige Berlinmur.

1. Søndagskaraoke i Mauerpark

Joe, den gale irer, kommer rullende på sin ladcykel. Med en laptop, et bilbatteri, en mikrofon og et par store højtalere. Det er tid til søndagskaraoke i Mauerpark – et tilløbsstykke, der samler op mod 1000 mennesker rundt om det lille amfiteater. Her er bagstive klubgæster, teenagetøser og håbefulde familiefædre, der viser talenterne med Michael Jackson-hit, Depeche Mode og måske en tysk schlager. Ubetalelig underholdning, og så er det helt gratis. Mauerpark ligger langs en bevaret del af Berlinmuren i det tidligere ingenmandsland mellem DDR og Vesttyskland, og foruden folkeliv og hundeluftere er der hver søndag stort loppemarked med gamle cykler, polaroidkameraer, vintage tøj og Ostalgi.
Hvor: Mauerpark, Eberswalder Strasse, Prenzlauer Berg, Berlin.
Hvordan: U-Bahn til Eberswalder Strasse

2. På bordtennisbar med Dr. Pong

Der er masser af udendørs bordtennisborde på de offentlige pladser rundt om i Berlin, men regner eller blæser det for meget, kan man passende søge indenfor og dyrke berlinernes favoritsport på bordtenniscaféen Dr. Pong. Her er skrabet, rå og upoleret. Et enkelt bordtennisbord, en nøgen pære i loftet, en sparsomt udstyret bar og et par gamle, udtrådte sofaer til at drikke øl i. Det er sjovt, ja – men ikke kun for sjov. De fleste, der kommer for at spille, kommer også for at vinde. Tag selv bat med eller lån på stedet. Dr. Pong ligger i det gamle Østberlin, fem minutters gang fra Mauerpark.
Hvor: Eberswalder Strasse 21, Prenzlauer Berg, Berlin. Læs mere her
Hvordan: U-Bahn til Eberswalder Strasse

3. Mindesmærke for Berlinmuren

I forlængelse af Eberswalder Strasse og et stenkast fra Mauerpark ligger Bernauer Strasse, der blev et symbol på den delte by – her gik grænsen nemlig ned igennem gaden, så beboerne i øst og vest kunne se over til hinanden. I dag er der bevaret 210 meter af Muren og skabt et dokumentationscenter med film, pressecitater, radioklip og billeder om etableringen af Muren og livet på de to sider af den. Fra dokumentationscenterets udsigtsplatform kan man se det bevarede stykke Berlinmur og Ingenmandslandet fra oven.
Hvor: Bernauer Strasse 111, Prenzlauer Berg, Berlin. Læs mere her
Hvordan: S-Bahn til Nordbahnhof

4. Fri guidet tur gennem verdenshistorien

Det lyder som et billigt salgstrick, men det er det ikke. Kom på en gratis guidet tur rundt til Berlins mange store, spændende seværdigheder – fra Hitlers bunker og det gamle SS-hovedkvarter til Fjernsynstårnet, Checkpoint Charlie, resterne af Muren og meget andet. Det eneste, det koster, er de drikkepenge, man giver, og her bør man naturligvis have pengekatten op af lommen. Der er daglig afgang fra Brandenburger Tor, den 26 meter høje port som efter den magiske aften i 1989, hvor øst- og vestberlinere kravlede over muren ind til hinanden, er blevet symbol på det forenede Tyskland.
Hvor: Free Tour, Brandenburger Tor, Mitte, Berlin. Læs mere her
Hvordan: S-Bahn til Unter den Linden

24 timer i Berlin, London eller Paris

5. Romantik i tadsjikisk tehus

Smid skoene og læg dig ved samovaren på de spraglede orientalske tæpper. En af Berlins godt gemte perler er det smukke tadsjikiske tehus, hvor menuen står på eksotisk te, småkager og andre søde sager fra den tidligere sovjetrepublik samt forskellige former for vodka. Tehuset ligger i al ubemærkethed på første sal i Palais am Festungsgraben og er nabo til Maxim Gorki-teatret. Det er fra begyndelsen af 1980’erne – en gave fra det daværende USSR til DDR.
Hvor: Tadshikische Teestube, Palais am Festungsgraben, Am Festungsgraben 1, Mitte, Berlin.
Hvordan: U-Bahn til Friedrichstrasse

10 ting, du ikke må gå glip af i New York


6. Michelin i den gamle russiske sektor

Den tre kilometer lange Friedrichstrasse er en af Berlins mest kendte gader – i koldkrigstiden berømt for Checkpoint Charlie, den legendariske grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin. Efter genforeningen har gaden fået en renæssance, og striben i det gamle øst er med varehusene Quartier 206 og Galeries Lafayette i spidsen blevet en af den tyske hovedstads mest mondæne strøg. Kig også ned af parallelgaden Charlottenstrasse, hvor Hotel Regent huser et af Berlins bedste spisesteder. På byens eneste tostjernede Michelin-restaurant, Fischers Fritz, er der mulighed for at spise sig gennem raffinerede smagsmenuer eller få en tre-retters frokost for omkring 40 euro.
Hvor: Fischers Fritz, Charlottenstrasse 49, Mitte, Berlin. Læs mere her
Hvordan: U-Bahn til Französische Str.

7. Clubbing mellem øst og vest

Electronica og techno er stadig stort i Berlin, og Berghain, der ligger i et gammelt el-kraftværk ved Spree-floden huser en række af Europas fermeste dj's. På toppen af Panorama Bar er der foruden forrygende udsigt også et gigantisk fotografi af den tyske stjernefotograf Wolfgang Tillmans. Berghain er en sammentrækning af Kreuzberg (det gamle Vestberlin) og Friedrichshain (det gamle Østberlin) – navnet på de to kvarterer, der ligger henholdsvis syd og nord for floden i det tidligere grænseland.
Hvor: Berghain/Panorama Bar, Am Wriezener Bahnhof 20, Friedrichshain, Berlin. Læs mere her
Hvordan: S-Bahn til Ostbahnhof

8. Muren som kunstværk

Mellem Oberbaumbrücke og Ostbahnhof – et stenkast fra Berghain – står det længste stykke bevarede Berlinmur. Da den faldt i 1989, strømmede kunstnere til fra hele verden for at udsmykke den grå beton og omdanne det 1,3 kilometer lange stykke væg til verdens største udendørsgalleri. East Side Gallery er især kendt for russeren Dimitri Vrubels maleri af statslederne Erich Honecker og Leonid Bresnjev. Maleriet forestiller de to mænd midt i et kys under DDR’s 30 års jubilæum og er en gengivelse af et fotografi af franskmanden Régis Bossu. Siden er det og andre værker imidlertid blevet ædt op af vind og vejr, men sidste år blev Vrubel sammen med en lang række andre kunstnere overtalt til at udsmykke muren på ny, og nu pryder ”Broderkysset” og en lang række andre kunstværker atter Muren.
Hvor: East Side Gallery, Mühlenstrasse, Berlin. Læs mere her
Hvordan: S-Bahn til Ostbahnhof eller U-Bahn til Warschauer Strasse

Find vej til Paris' hemmelige åndehuller

9. Brunch i gammelt bådeværksted

Der er liv under det mørkegrønne vandspejl, summen i de gamle træskure, der har fået nyt liv med bar og chill out-musik, og på den gyngende terrasse, der ligger lige ud til Landwehrkanal og floden Spree, er lænestolene fyldt godt op med festaber eller folk, der plejer deres tømmermænd. Der Freischwimmer er fra begyndelsen af 1930’erne og blev oprindelig brugt som bådudlejning og bådeværksted. Under murens tid blev rønnerne også brugt som kolonihaver og nyttehaver, men i dag er stedet, der ligger i det tidligere grænseområde mellem Treptow og Kreuzberg, en af Berlins mest populære, helårsåbne strandbarer.
Hvor: Freischwimmer, Vor dem Schlesischen Tor 2, Kreuzberg, Berlin. Læs mere her
Hvordan: U-Bahn til Schlesisches Tor

Første gang i Berlin? Det skal du se

10. En tur i vagttårnet

I 30 år stod det 12 meter høje vagttårn midt i dødsstriben. Herfra kunne østtyske grænsebetjente indstille kikkertsigtet efter berlinere, som blev fristet af en tilværelse i Vest. Afslut turen langs Muren med et besøg på Grenzwachturm Schlesischer Busch, som er et af de få af koldkrigstidens mange hundrede vagttårne, der stadig er i anvendelse. I dag er vagttårnet dog omdannet til et galleri, som tilhører den tæt vedliggende Kunstfabrik am Flutgraben, hvor en lang række kunstnere fra hele verden omsætter ideer til værker. Kunstfabrikken er i øvrigt også god for interessant information om vagttårnet.
Hvor: Grenzwachturm Schlesischer Busch, Am Flutgraben 3 / Puschkinallee, Kreuzberg, Berlin. Læs mere her
Hvordan: S-Bahn til Treptower Park

Tom Nørgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her